For et år siden kom jeg hjem fra Dis+Abled European Summer Games Wągrowiec 2023 i Polen, med en Guldmedalje om halsen. Dengang havde stævnet ingen betydning for min internationale karriere, men nu har jeg været i Polen igen – denne gang til et vigtigt internationalt stævne i Poznań:
Rejsen Starter
Vi startede turen med at køre ned til Gedser-Rostock og sejle over til Tyskland, og vi nød roen på færgen, inden vi kørte videre mod Poznań, så snart vi fik fast grund under hjulene. Undervejs gjorde vi et stop for natten og sov i bilen som vi har prøvet nogle gange før, inden vi kørte det sidste stykke vej til hotel Ibis i Poznań, som vi har været på før. Her kunne vi endelig slappe lidt af, mens vi ventede på landsholdstræneren.
Erfaringer fra 10 Års Rejser
Det er præcis 10 år siden, jeg var til mit første internationale boccia-stævne i Portugal. Dengang oplevede vi en mareridtsagtig hjemtur. Vi skulle mellemlande i Frankfurt og der var ikke så lang tid til at rykke fly så vi måtte løbe og skynde os. Da vi kom til Københavns Lufthavn, var alt vores udstyr, kufferter og kørestole stadig i Frankfurt og manglede i København. Derfor er det en kæmpe fordel at kunne køre selv til stævner – så er vi sikre på, at alt nødvendigt udstyr kommer med frem og tilbage. Det er især vigtigt når man er afhængig af kørestol og hjælpemidler.
Klar til Konkurrence i Poznań
Efter en veloverstået træning i en hal jeg kender (og det er nemmere at komme på plads i en hal man kender), skulle min kørestol gennemgå et udstyrstjek for at blive godkendt til turneringen. Da den lille godkendelsesmærkat blev sat på stolen, var jeg klar til kamp. Samme dag deltog jeg i åbningsceremonien kl. 14:00, hvor jeg havde æren af at bære Dannebrog.
Første Kampe
Min første kamp var dagen efter åbningsceremonien, nemlig Onsdag kl. 16:30, og jeg fik en fantastisk start, jeg vandt med 4-3! Jeg var klar til næste kamp dagen efter kl. 10:30. Den gik desværre ikke som håbet, og jeg tabte min kamp. Nu afhang min videre deltagelse af en kamp mellem mine to modstandere. Kampen blev utroligt spændende og endte i tiebreak, og på den sidste bold blev det afgjort i deres kamp, at jeg gik videre til kvartfinalen! Og jeg var glad for det!
Kvartfinalen og Semifinalen
Fredag morgen sad jeg tidligt i bussen på vej til hallen. Kl. 09:30 spillede jeg en intens kvartfinale, der endte 4-4, og den havnede i tiebreak. Jeg vandt tiebreaken efter dommeren (og overdommer) havde målt. Det betød, at jeg nu var i semifinalen! Det havde været til sådan et stort pointgivende stævne. Efter jeg havde fundet ud af, at jeg skulle i semifinale, var jeg ovenud lykkelig og meget, meget glad. Senere samme dag spillede jeg endnu en kamp, men tabte desværre 4-1. Dermed var jeg videre til en Bronzekamp Lørdag morgen.
Podieplads
Lørdag var jeg klar til at kæmpe om en podieplads. Kampen startede kl. 09:30, men det blev en hård dyst, og jeg tabte desværre 1-7. Jeg endte på en 4. plads – men det er stadig mit bedste resultat i World Boccia-regi, så det er noget, jeg er meget stolt af.
Fejring og Hjemrejse
Efter stævnet nød jeg en velfortjent is og en hyggelig aften med min træner og Mor. Vi spiste pizza ude i Poznańs byliv og sluttede aftenen af med fodbold på TV på hotellet. Danmark spillede mod Tyskland til EM. På hotellet falder man i snak med mennesker, bland andet spillere og trænere fra andre lande. Selvom der er konkurrence mellem lande og spillere, får man også nye venskaber på tværs af nationer.
Søndag morgen pakkede vi sammen og forlod hotellet. Vi kørte mod Rostock, hvor vi ventede på færgen kl. 18:00. Herefter gik turen hjem mod Danmark, og efter en lang, men succesfuld tur, var jeg endelig hjemme igen.
Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ser allerede frem til mit næste store stævne!
