Det var på Kristi Himmelfartsdag i Maj 2024. Jeg stod op og gjorde klar til at tage afsted med mine ting og sætte kurs mod lufthavnen. Efter at have checket ind ventede jeg spændt på at komme igennem sikkerhedskontrollen og gå ombord på flyveren. Rejsen til Finland var i gang, og jeg delte nogle billeder fra flyveturen undervejs.
Mange tager på ferie i Kristi Himmelfartsdagene, men for mig var dette ikke en ferie, jeg var ankommet for at deltage i et internationalt boccia-stævne. Vi blev kørt fra Helsinki lufthavn til det sted hvor vi skulle bo. Vi boede på et træningscenter, som også havde været brugt op til OL og PL. Det lå tæt på hallen, hvilket gjorde det nemt at komme frem og tilbage flere gange om dagen. Efter at have checket ind på hotellet begyndte forberedelserne straks.
Den første dag i hallen bød på kontrol af spillerudstyret. Min stol var godkendt, og mine bolde var tjekket. Kl. 13:00 stod den på træning, og senere på dagen blev stævnet officielt åbnet med en ceremoni, som altid.
Lørdag morgen var jeg klar til min første kamp kl. 09:30. Desværre tabte jeg en tæt kamp 2-4, men jeg så frem til to nye kampe om Søndagen. Resten af dagen brugte jeg på at heppe på Tanija, en anden Dansk spiller.
Søndag var der to kampe på programmet. Jeg var opsat på at kæmpe, men tabte desværre min første kamp igen med 2-4. Senere på dagen spillede jeg min sidste kamp kl. 16:20 Finsk tid (15:20 Dansk tid). Kampen endte 9-2 til min modstander, hvilket var en skuffelse, da jeg gerne ville have vist vores nye landstræner, hvad jeg virkelig kan.
Selvom jeg ikke gik videre, valgte jeg at blive i hallen for at se de resterende kampe og analysere, hvad de andre spillere gjorde. Det gav også tid til at nyde en rolig morgenmad og frokost, hvilket kun min Mor og jeg havde haft tid til dagen før. Mandag stod på samtaler om stævnet med resten af det Danske hold.
Min sidste dag i hallen blev brugt på at se finalekampene og medaljeceremonien. Begge mine modstandere gik videre – den ene til en finalekamp og den anden til Bronzekampen, som jeg selvfølgelig så med på. Jeg fulgte også spændt med i den første holdkamp.
Efter stævnet blev jeg nummer 7, og nu venter en masse træning frem mod de kommende konkurrencer.
På den lille tur imellem hotel og hal var der en sø der var en smuk udsigt udover den og når vi sad og spiste mad på hotellet. Alt mad blev serveret på hotellet.
Onsdag morgen var det tid til at tage hjem. Kl. 07:15 finsk tid forlod vi hotellet, ventede på bussen og kørte til lufthavnen. Efter at have checket bagagen ind, steg jeg på flyet mod København. Undervejs tog jeg lidt billeder fra flyveturen og lufthavnen.
Selvom jeg var træt efter rejsen, tog jeg alligevel en tur forbi Ballerup for at træne boccia. Det er altid fantastisk at være tilbage i klubben og forbedre mit spil. Nu ser jeg frem til at træne hårdt og blive klar til næste stævne!

Billedet er taget i hallen
Skriv et svar